Opdatering fra Ejby-Hallerne

Opdatering fra Ejby-Hallerne

Vi havde jo sikkert alle sammen håbet at hverdagen ville se nogenlunde normal ud når kalenderen skrev 2022, men desværre er vi stadig ikke helt igennem COVID-19, men vi er et godt sted og normaliteten kommer snart tilbage.

Kort før jul blev Ejby-Hallen omdannet til vaccinecenter, så alle foreninger måtte finde alternativer til deres daglige træning i Ejby. Det lød som en stor udfordring, men foreninger lavede et kæmpe stykke arbejde, og løste stort set alene denne udfordring. Kæmpe respekt og 1000 tak til specielt GV Ejby og FGH Fyn for deres samarbejde.

Som jeg har skrevet til foreningerne så kan I allerede vende tilbage til Ejby-Hallen tirsdag den 1. februar 2022, da vaccinecenter Ejby lukker ned igen lidt før end planlagt. Vi glæder os rigtig meget til at se vores foreninger i Ejby igen.

Der er stadig restriktioner, der giver lidt udfordringer for både jer som brugere, men også for vores café.

  • Personer fra 12 år skal bære mundbund når de kommer i hallerne
  • Personer der skal i motionscenter skal også bære mundbind til og fra centeret
  • Der er afstandskrav på 2 og 4 m2, for henholdsvis siddende og stående personer
  • Selskabslokaler er lukket frem til 1. februar 2022

Det betyder at vi har været nødsaget til at lukke vores café, og hjemsende vores personale frem til 1. februar 2022. Både Hanne og Dorthe er rigtig kede af, at de ikke kan komme i gang med at arbejde. Det er naturligvis heller ikke den start som Dorthe havde håbet på, hun skulle have startet 1. januar, hvor hun skulle have hjulpet Hanne i caféen.

Vi håber rigtig meget på at tirsdag den 1. februar bliver dagen, hvor både vores foreninger og vores café kommer tilbage, og vi glæder os vildt til igen at kunne se glade børn og voksne dyrke sport og nyde maden fra Hanne og Dorthe.

Med venlig hilsen

Anders Bærholm, Ejby-Hallerne

Facebook